En mand har brug for at du som kvinde lader ham se dig. At du viser ham legen med livet som du bærer inde i dig. Lad dit hjerte danse for ham, og gør det der er stivnet inde i ham blødt. Fortæl ham gennem dine kærtegn, at hans sande styrke ligger i kærligheden og ikke i hårdheden. Vis ham livets sande mening, gennem dine moderlige omfavnelser og vug ham ind til dit hjerte, ind til al verdens smerte går i opløsning – men vis ham også døden!

Det er som om vi mænd er kommet ude fra rummet, ned til jorden, befolket af disse smukke væsner, der bærer livets forståelse i deres livmoder. Vi har rejst så længe, så vi har glemt hvor vi kom fra og vi har så meget brug for, at i viser os meningen med livet igen. Hvordan man får alting til at gro. Hvordan man trøster et barn og hvordan man i sandhed elsker.

Kære kvinder – lad jer ikke narrer af at mange af os i frygt har prøvet at kontrollerer jer i århundreder, for det er immervæk nemmere at tage kontrol over jer end, at overgive sig til den visdom og sårbarhed, som i kommer med – I må ikke tro på vores mistillid og ikke holde jer tilbage. For inde bag vores frygt og brynje af påtaget styrke, er vi usikre.
Så hold ikke jeres indre storm og knusende bølger tilbage. I bærer nemlig hemmeligheden om liv og død inde i jer og i jeres syndflod vil alle vores løgne blive skyllet væk.

Når først vi går i knæ sammen med jer i livets ærbødighed og i sandhed lærer at elske med jer. så vil alt hvad der er usandt dø og kun det ægte vil være tilbage.

Hjælp os med at huske det i også selv har glemt, men jeres skød aldrig glemmer
Hjælp os med at huske at vi kommer fra kærlighed!

– Robert Lubarski