Menneske og sjæl i balance

Hvad skal der til, for at vi føler os hele, lykkelige og i balance? Penge, rigdom, karriere, børn eller den perfekte partner? Vi ved vist alle, at det ikke er nøglen. At selvom vi har det hele, behøver vi langt fra være lykkelige. Lykke er ikke noget, andre mennesker kan give os, men skabes i og af os selv og føles i hjertet. Har du overvejet hvad der skal til?

Vi tror på, at lykke skabes, når vi følger vores livsmission/sjælsrejse/hjertes hvisken. Når vi slipper kontrollen over livet, og lader livet komme til os. Når vi føler medfølelse og empati for vore medmennesker og hjælper dem, der har brug for det. Når vi er åbne og tjener helhedens og fællesskabets bedste. Vi tror på at livet på jorden handler om menneskets udvikling og at åbne vores hjerter overfor os selv, andre, det vi ikke forstår, det vi fordømmer og det vi tager afstand fra, så vi opdager, at vi alle er ens. At vi alle er kærlige sjælelige væsener med en menneskelig oplevelse, der med vidt forskellig baggrund, hver især gør vores bedste for at blive den bedste udgave af os selv. At vi alle er på den samme vej med det samme mål.

Hvis vi gerne vil opnå den optimale sundheds- og lykketilstand, er vi nødt til at se på det overordnede billede af det hele menneske og vores egen rolle i det store verdensbillede. Finde kærligheden i os selv, taknemmeligheden for det vi er, meningen med livet, sjælens passion, nydelsen af nærvær med os selv – når vi føler det indeni og lever efter det, kommer det ubesværet til os.

Intet i livet er tilfældigt – lyt til din sjæl og lad den guide dig.